Borneo Dag 15. Kota Kinabalu.
Vi kom ud af kassen i god tid, selv om det er svært at forlade det dejlige værelse på Sixty3. Fandt en taxa henne på hjørnet og kørte ud til stationen. Vi skulle nemlig ud og køre tog. Damptog forstås. Rigtigt gammelt damptog fra Vulcan i England, bygget 1886. Skuffelsen var stor da der holdt 5 vogne og en skinnebusligende ting forrest. Spurgte til trækkraftenheden og fik at vide at det bare var powerenheden og at damperen kom senere. De fine istandsatte vogne fra Kawasaki var bygget i 1995, MEN tilbageført til en cirka årgang 1900. Så tingene passede sammen. Damplokomotivet dukkede op ca. en halv time før afgang kl 10. Der blev koblet til vognene med centralkobling, men der var hverken bremse eller fødeledning, så det var nemt. Hele banen på 38,5 km var nyistandsat så det var en fornøjelse at trille ud af stationen i adstadigt tempo. Turen var med fuld forplejning, så vi startede ud med morgenmad bestående af honningristet toast. Det passe fint at morgenmaden var indtaget ved første stop. For de videbegærlige var der rundvisning i det lokale budistiske tempel, der lå vis a vis stationen. Jeg nøjedes dog med at får lidt kollegial snak med føreren. Der blev fyret med træ og ind i mellem fik den også lige en bunke gamle sveller. Det lugtede lidt, men brændte særdeles godt. Fremme ved endestationen blev der løbet omkring, efter en tur på en helt ny drejeskive. Jeg tænkte at der må virkelig være investeret mange penge, bare for at køre turen to gange om ugen. Men der var også almindelig drift på banen, i form at nye tog, bygget i Japan. Vi sad i 2. Vogn efter lokomotivet og undrede os over at bommene ved overkørslerne, var på vej op, når vi kørte forbi. Men det gjorde de. De fleste af dem havde også længere op til lodret end vi kender det fra dk, for de hang helt nede på jorden.
På tilbageturen blev der serveret frokost af det altid flinke, service mindede og smilende personale, i fine uniformer og med tropehatte. Man kunne næsten føle sig som koloniherre i slutningen af 1800 tallet. Tilbage i byen kikkede vi lidt misundeligt efter de andre gæster, der alle blev hentet i deres resorts busser. Glæden var dog stor da vores taxi fra om formiddagen holdt og ventede på os. Dejligt med sådanne mennesker. Taxaen satte os af ved Scuba Junkies butik, for vi skulle liiiige høre hvad det måske kunne løbe op i, hvis vi måske dristede os til at tage et smut over til Sipadan og dykke. Det var nu ikke så galt endda, så vi købte en pakke på 4 dage med ialt 13 dyk, hvoraf de 3 sidste er på smørhullet Sipadan barrier reef. Det bliver spændende ;-)))
Men hvordan kommer man derover? Man køber en flybillet til Tawau. Aftalte med Scuba junkie at vi lige kom forbi og betalt når vi havde bestilt en flybillet. Det havde vi så to timer til. Hjem på hotellet. Gang i ipaden og så startede problemerne. Dårlige og langsomme netforbindelser gjorde oplevelsen nervepirrende og til sidst opgav vi. Hanne giver ikke så let op som jeg, så gik over til Scuba Junkie og så måtte de hjælpe. Men nej det ville de ikke. Tilbage på hotellet trådte de søde receptionspiger til og tilbød at låne en pc med hurtig forbindelse -Og det hjalp. Viptivupti var der billetter i mailboksen og Hanne måtte derefter lige gå over i butikken og betale de godt 6K for turen. Så i morgen kl 13.10 flyver vi med Malaysia Airlines til Tawau og dykker ;-)
Vi kom ud af kassen i god tid, selv om det er svært at forlade det dejlige værelse på Sixty3. Fandt en taxa henne på hjørnet og kørte ud til stationen. Vi skulle nemlig ud og køre tog. Damptog forstås. Rigtigt gammelt damptog fra Vulcan i England, bygget 1886. Skuffelsen var stor da der holdt 5 vogne og en skinnebusligende ting forrest. Spurgte til trækkraftenheden og fik at vide at det bare var powerenheden og at damperen kom senere. De fine istandsatte vogne fra Kawasaki var bygget i 1995, MEN tilbageført til en cirka årgang 1900. Så tingene passede sammen. Damplokomotivet dukkede op ca. en halv time før afgang kl 10. Der blev koblet til vognene med centralkobling, men der var hverken bremse eller fødeledning, så det var nemt. Hele banen på 38,5 km var nyistandsat så det var en fornøjelse at trille ud af stationen i adstadigt tempo. Turen var med fuld forplejning, så vi startede ud med morgenmad bestående af honningristet toast. Det passe fint at morgenmaden var indtaget ved første stop. For de videbegærlige var der rundvisning i det lokale budistiske tempel, der lå vis a vis stationen. Jeg nøjedes dog med at får lidt kollegial snak med føreren. Der blev fyret med træ og ind i mellem fik den også lige en bunke gamle sveller. Det lugtede lidt, men brændte særdeles godt. Fremme ved endestationen blev der løbet omkring, efter en tur på en helt ny drejeskive. Jeg tænkte at der må virkelig være investeret mange penge, bare for at køre turen to gange om ugen. Men der var også almindelig drift på banen, i form at nye tog, bygget i Japan. Vi sad i 2. Vogn efter lokomotivet og undrede os over at bommene ved overkørslerne, var på vej op, når vi kørte forbi. Men det gjorde de. De fleste af dem havde også længere op til lodret end vi kender det fra dk, for de hang helt nede på jorden.
På tilbageturen blev der serveret frokost af det altid flinke, service mindede og smilende personale, i fine uniformer og med tropehatte. Man kunne næsten føle sig som koloniherre i slutningen af 1800 tallet. Tilbage i byen kikkede vi lidt misundeligt efter de andre gæster, der alle blev hentet i deres resorts busser. Glæden var dog stor da vores taxi fra om formiddagen holdt og ventede på os. Dejligt med sådanne mennesker. Taxaen satte os af ved Scuba Junkies butik, for vi skulle liiiige høre hvad det måske kunne løbe op i, hvis vi måske dristede os til at tage et smut over til Sipadan og dykke. Det var nu ikke så galt endda, så vi købte en pakke på 4 dage med ialt 13 dyk, hvoraf de 3 sidste er på smørhullet Sipadan barrier reef. Det bliver spændende ;-)))
Men hvordan kommer man derover? Man køber en flybillet til Tawau. Aftalte med Scuba junkie at vi lige kom forbi og betalt når vi havde bestilt en flybillet. Det havde vi så to timer til. Hjem på hotellet. Gang i ipaden og så startede problemerne. Dårlige og langsomme netforbindelser gjorde oplevelsen nervepirrende og til sidst opgav vi. Hanne giver ikke så let op som jeg, så gik over til Scuba Junkie og så måtte de hjælpe. Men nej det ville de ikke. Tilbage på hotellet trådte de søde receptionspiger til og tilbød at låne en pc med hurtig forbindelse -Og det hjalp. Viptivupti var der billetter i mailboksen og Hanne måtte derefter lige gå over i butikken og betale de godt 6K for turen. Så i morgen kl 13.10 flyver vi med Malaysia Airlines til Tawau og dykker ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar