onsdag den 25. januar 2017

Borneo dag 22. Tawau Cacaoplantage.

Borneo dag 22. Tawau Cacaoplantage.
På vores hotel er der reklamer for cacaoproduktion over alt. Vi lod os rive med af reklamerne og bestilte i aftes en tur ud til cacaoplantagen.
Vi blev hentet kl 9 i morges i en 4hjulstrækker og kørte godt en time, til asfalten holdt op. Så gik det ellers over stok og sten (særligt sten) de sidste kilometer op til plantagen. Vi startede ud med at besigtige de lokale vandfald. En længere ekspedition op og ned af intermistiske trapper, kun udstyret med en stok til at støtte sig med. Jo de var flotte og enestående, men for pokker, hvor kan man svede på en sådan tur.
Vi kørte lidt rundt på den 2000 acres stor ejendom, der (selvfølgelig) også dyrker palmeolie. Vi blev meget klogere på palmeolieproduktionen. Vi troede at det var kokospalmer der leverede olien, men det er det ikke! Det er en helt anden palme. Oliepalmen sætter nogle store klaser af frugter, som olien bliver udvundet af.
Tilbage på farmen var frokosten tilberedt og der var dækket fint op til os, i gæstehuset. Der var alt, hvad hjertet kunne begære - med chokolade! Bananforårsruller med chokolade. Indbagte rejer med chokolade. Chokolade nudler. Næsten en pervers tilgang til chokolade, med det smagte jo godt ;-)
Under frokosten talte vi med vores guide, Yao om de kidnapninger, som UM advarer imod. Han fortalte at det ikke er mere end to måneder siden de sidste fandt sted, og før det yderligere fire måneder tilbage. Normalt er det philippinske pirater der står bag, og de har indtil nu, kun kidnappet turister og udlændinge. Men de sidste 2 gange er det gået ud over lokale søfolk og uden at der er krævet løsepenge. Piraterne holder til en halvtimes sejlads fra turistøen Pom Pom og Det er også dér de fleste kidnapninger har fundet sted.
Tilbage på hotellet er det tid til en lur, før vi skal ud og spise i aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar