søndag den 29. januar 2017

Borneo dag 26. Kota Kinabalu.

Borneo dag 26. Kota Kinabalu.
Ville have været ud på øen igen, men det var gråvejr. Slentrede lidt rundt i byen og røg ind i et kinesisk marked, bare to gader herfra. Der var alt mellem himmel og jord inklusiv hundehvalpe, hamstere og pindsvin. Gik hjem og tog en morfar og så igen i byen. Denne gang fandt vi et frugtmarked. Der var durianfrugter i stort udvalg og de måtte naturligvis smages. Nu stinker durian værre end jeg ved ikke hvad, når de er hele. Men når de bliver flækket og frugterne bliver taget ud, smager de udmærket. Endnu et tjek på Hannes "rejse to do" liste.
Tørstige og lidt trætte, af at lave ingenting, fandt vi restaurant Upperstar. Som navnet antyder ligger den på første sal og giver et fint view over gaden. Lige neden under holdt to BMW GS -de sidste nye modeller! Snakkede lidt med ejerne. De var samlet i Thailand og kostede ca.200K her ude, hvilket er en fair pris for en adventure model.
Menukortet på Upperstar så rigtigt godt ud, så det bliver nok der vi om lidt indtager vores aftensmad.
Vi har flere gange oplevet at ting på menukortet ikke kan fås, og det er også på de lidt finere steder. Det skal man nok bare vænne sig til. Senest i dag til frokost var der ikke flere pommesfrites, så vi fik chips til nogle dejlige tacoskaller med fisk og noget kålhalløjsa. I morgen går turen op til Kudat med bus. Vi tjekkede afgangstid og pris i formiddag, så det er lidt tidligt op i morgen og afsted på en tre timers bustur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar